Opstart af “Hjarbæk Fjord Bryglaug” – Vores begyndelse.

Vi startede oprindeligt i et lille bryglaug i 2016, som vi kaldte Hjarbæk Fjord Bryglaug med 5 medlemmer. Men grundet dødsfald og helbreds udfordringer, samt tab af interesse, endte vi op med at være to personer Niels Stub og Erling Annesen, som nu hygger os gevaldigt med at brygge og udveksle erfaringer med andre bryggere og af og til samarbejde om en bryg.

Laugets opstart.

  1. oktober 2016 afholdte vi formøde inden første bryg skulle igangsættes. Her drøftede vi indkøb af udstyr, råvarer, metoder og processer.
    Vi var et par stykker, der valgte at købe en bog angående emnet, og fandt følgende både nem og kvalitativ for begynderen.
Vores første bog.

OKTOBER 2016:
Efterfølgende besøgte vi firmaet ”Hjemmebryggeren” i Them ved Silkeborg. Indehaveren Ken Thøgersen gav en fin introduktion til udstyr og råvarer, og han anbefalede at vi skulle brygge efter ”All-Grain metoden” – en proces hvor man selv mæsker det maltede byg, inden humle, andre ingredienser og gær tilsættes.Vi valgte at starte med to forskellige bryg; en ”Brown Abbey Ale” og en ”Leffe Brune Clon”, til opstart – da vi endnu ikke selv har kværn til at male maltbyggen med, fik vi ham til at gøre det for os.Ken Thøgersen anbefalede os, at starte vor første bryg med et brygudstyr han kaldte ”Brewster fra Brewolution” – dette udstyr havde både digital styret opvarmer, si til mæsken og modstrømskøling, men hans pris var ca 4.000 kr., hvilket vi syntes var lige rigeligt til en opstart. Han kunne dog også leje det til os for 450 kr. for en weekend – hvilket vi gjorde.Han havde udarbejdet en række udførlige instruktionsvideoer til anvendelse af systemet på hans eget website. Videoerne var vældig gode med instruktioner og metode – men lydsiden var noget af en prøvelse.

Her vises billeder fra vores besøg i Them og hjemkomst med lejet udstyr – vores daværende medlem Vagn Boe, ser rigtig fornøjet ud ved udsigten til godt øl.

Første brygaften – November 2016

19. november 2016 mødtes to af os til vor første brygaften.

En spændende aften, hvor vi prøvede at få styr på brygudstyret, hvordan skulle man samle udstyret, styre temperaturerne, afklare hvordan forløb en mæskningsproces og hvordan sikrede man den rette nedkøling – der var mange ukendte størrelser, og som nybegyndere følte vi os ofte på ” Herrens Mark” – men efter ca.8 timer, var det lykkedes os at få produceret 20 l øl – en “Brown Abbey Ale”- Alkohol : 6,2% – Farve: 44 EBC – Bitterhed: 17 IBU – Gærtype: Overgær , som nu skulle gære de næste 7-28 dage, med omstikning efter ca 7 dage.

Brygaften 21. november 2016

Denne mandag aften var vi alle samlet i bryglauget til brygaften.Vi skulle starte 2 “All Grain Bryg”, dels en “Leffe Brune Klon”, med følgende oplysninger fra All-grain kittet; Alkohol: 6,5% – Farve: 39 EBC – Bitterhed: 23 IBU – Gærtype: Overgær , dels en øl, som et af medlemmerne i sine unge dage havde brygget med følgende ingredienser:
3 kg. lys malt, 3 kg. sukker, 2 brev “pulverhumle” eller 30 gr. presset humle, ca. 45 l. vand, 20 gram næringssalt og “ølgær”.
Beskrivelserne viste sig at være for mangelfulde ved indkøbet hos “Hjemmebryggeren”, hvorfor vi efterfølgende sammensatte følgende ingredienser til denne bryg;
3 kg. Pilsnermalt EBC 2,5-3,5, 3 kg.Brewers Gold 5,0 % alpha, 1 gram pellets, 15 gr. Brewolution British Ale Yeast og 1.kg. Rørsukker.

Alene ovenstående viser jo, at man skal have sat sig ind i temmelig meget, for at få lavet nogle gode bryg, men det er netop en hyggelig og inspirerende udfordring i fællesskabet.

Vi ville på denne brygaften afprøve 2 forskellige typer udstyr til produktionen, dels et standard system bestående af en thermostatstyret elgryde med integreret spargningsudstyr, returkøling og en plast gæringsspand, dels en “oldfashioned” metode hvor hele processen foregår i en gammeldaws transportspand.

Vi havde tilegnet os færdigheder i at atvende “Brewsteren”, men skulle nu opøve rutinen, så vi brugte den opstilling til at lave “Leffe Klonen”. Det viste sig dog at spargningsudstyret ( den hvide slange der går fra hanen i bunden og retur til toppen af gryden )var temmelig slidt og utæt i samlingerne – så den lækkede en del mæsk under processen – meget uhensigtsmæssigt – det er noget forfærdeligt klæbrigt stads, at få gjort rent bagefter. Men modstrømskøleren fungerede deriomod rimeligt fornuftigt og præsterede at få mæsken ned på ca 25 gr. C. inden det kom ned i gæringsspanden – hvorfor vi direkte kunne tilføre gæren.

Den anden metode, hvor man tilfører maltekstrakten direkte i spanden og herefter opvarmer den og tilfører bitterhumle efterfølgende – er en noget mere simpel og mindre tidskrævende proces – så det var relativt hurtigt gennemført. Men her måtte vi vente en dag på at temperaturen faldt tilstrækligt til vi kunne tilføre gæren.

Nu skulle vi vente have gjort rent og drukket en god øl, samt lægge planer for de næste brygaftenen – og ikke mindst vente på gæringen gik igang

Streaming “Videnskaben bag godt øl” november 2016

november 2016 deltog bryglauget i livestreaming af et offentligt foredrag fra Foredragsserien ‘Offentlige foredrag i Naturvidenskab’, som er arrangeret af Aarhus Universitet.Livestreamingen foregik i Taarup Forsamlingshus i Knudby, hvor der vises flere af foredragene.
Titlen på foredraget var “Videnskaben bag godt øl” og det blev holdt af Seniorforsker i biologi og kemi Henrik Fossing, Institut for Bioscience, Aarhus Universitet.
(Foredraget afholdes igen tirsdag den 21. marts 2017, kl. 19:00 – 21:15)

Foredragene som bliver præsenteret er særdeles udmærkede og interessante, enhver med interesse for hvad der rører sig på det naturvidenskabelige område, kan med fordel deltage i foredragene og man behøver ikke at have en videregående uddannelse, for at kunne forstå det og følge med, fordragene er gratis, og streames overalt i landet.
Det er vigtigt, at foredrag og ny viden deles over hele landet, og til mange forskellige befolkningrupper, uanseet uddannelse og baggrund – så deltagelse kan stærkt anbefales – se mere her Offentlige Foredrag i Naturvidenskab

Foredraget var fornøjeligt, inspirerende og udvidede vores “øl-horisont” betydeligt. Henrik Fossing genmgik øllets historie og gik videre til en gennemgang af hovedingredienser og hvordan disse skulle behandles, både praktisk og kemisk – herunder fortalte han om Louis Pasteurs opdagelser og beskrivelser af gæren og dens betydning, men han kom også omkring vores hjemlige pioner på ølbrygningens scene i Danmark – J. C. Jacobsen, som grundlagde Carlsberg, og som var meget videns- og erfarrings-formidlende i Danmark.

Præsentation af brygprocessen fra Streaming foredraget

Som supplement til forelæsningen var der løbende smagsprøver på forskellige øltyper:fx. disse to:

Efter foredraget var der også ølsmagning af lokale øl, produceret af Staarup Haandbryg, hvor “Juleklokker” og “Landsvale” er mine favoritter. Vi lavede en aftale med John Smith om et besøg på hans bryggeri i 2017 – hvilket vi ser frem til.

Så nu er det blot om at tilegne os yderligere viden om processer og lave egne beskrivelser og erfaringsopsamling.

Omstikning af vor første øl 28 nov. 2016

Så oprandt dagen, hvor vi åbnede låget til den øl vi var startet med den 19. november.
utroligt spændende. Den Brune Abbey Ale var fin mørk, havde en god “øl-duft” og smagen var rigtig fin – dog noget “fad” i det. Men nu skulle den stikkes om, så gærresterne forsvandt – hvorefter vi senere ville karbonere den i forbindelse med tapningen på flasker.


Dyster forudanelse 2 dec. 2016 – Mislykket øl ?

Lindede lige lidt på låget af den omstukne øl – men nu var der komme en meget “kemisk” duft ind i oplevelsen, overfladen var blevet dækket af en tynd “grå film” og gæringen skulle jo være stoppet ?- bekymrende.
Vi måtte vist kontakte Hjemmebryggeren i Them for hans råd.

Efterskrift – Vores øl var fejlgæret med bakterier der producerede en slags eddike – ØV !
Men vi kom over det, og vores næste øl var særdeles vellykede, og er det stadig ni i dec. 2025 – senest med em Gambrinus Klon.